Jeg lagde mærke til en hunbjørn ved vejen, som vinkede med poten: Først blev jeg bange og ville køre væk derfra, men pludselig opdagede jeg noget mærkeligt.

Jeg var på vej hjem ad en vej, jeg kendte godt. Her er der normalt stille: Der er næsten ingen biler, kun skov omkring vejen og frisk luft. Det var en helt almindelig dag, og intet tydede på, at noget usædvanligt skulle ske.

Men pludselig fangede noget sort, der sad lige ved vejkanten, min opmærksomhed. Da jeg kom tættere på, gik det op for mig, at det var… en hunbjørn. Hun sad på bagbenene og så ud, som om hun vinkede til mig med poten.

Først tænkte jeg, at hun måske var stukket af fra et cirkus eller bare var kommet ud af skoven — men overraskelsen fik mit hjerte til næsten at stoppe. Jeg var allerede ved at træde på speederen for at komme så langt væk som muligt, men så lagde jeg mærke til noget mærkeligt og skræmmende.

Hunbjørnen virkede ikke aggressiv. Tværtimod — det var, som om hun forsøgte at få min opmærksomhed, næsten som om hun tryglede mig.

Jeg standsede. Så rejste hun sig langsomt og gik i retning af skoven, mens hun indimellem vendte sig om, som om hun ville tjekke, om jeg fulgte efter hende. Nysgerrigheden og en eller anden indre fornemmelse fik mig til ikke at køre væk.

Efter nogle få meter, hvor træerne stod lidt længere fra hinanden, fik jeg øje på en bjørneunge. En plastikbeholder sad fast omkring dens hoved — den lille bjørn rystede desperat på hovedet i et forsøg på at komme fri, men uden held.

Så forstod jeg det: Hunbjørnen ville ikke angribe mig. Hun tilkaldte hjælp til sin unge.

Jeg forsøgte at bevæge mig langsomt, så jeg ikke skulle provokere moderen, og gik hen til bjørneungen. Forsigtigt fjernede jeg plastikbeholderen fra dens hoved.

Hunbjørnen gik straks hen til den lille, slikkede den og undersøgte, om alt var i orden. Derefter forsvandt hun langsomt sammen med ungen tilbage ind i skovens tætte bevoksning.

Inden hun forsvandt mellem træerne, så hun endnu en gang på mig — hendes blik var fyldt med noget, der lignede taknemmelighed.

Jeg stod stille i et par sekunder og fik vejret igen. Derefter skyndte jeg mig tilbage til bilen og kørte hjem. Jeg kommer til at huske denne dag resten af mit liv.