Efter ti brutale år med dobbeltvagter, ømme fødder og et liv, hvor jeg sagde nej til næsten alt, jeg selv havde lyst til, betalte jeg endelig lånet på mit lille hus ud.
Det meste af mit liv overbeviste jeg mig selv om, at nogle mennesker var bestemt til at forblive i fortiden, uanset hvor inderligt man engang havde ønsket, at de skulle være en del af ens fremtid.
En morgen, efter at jeg allerede flere gange havde bedt min søster om at holde op med at gå gennem vores køkken iført intet andet end et badehåndklæde, bad hun helt afslappet min mand om at tage kaffefiltrene ned fra det øverste køkkenskab.
Morgenen efter at min søn havde bedt mig forlade det hus, jeg ejede, ringede hans bankrådgiver, før jeg overhovedet havde drukket min første kop kaffe.