Hun kom til hospitalet alene, uden nogen ved sin side under fødslen – og så snart hendes barn var blevet født, så lægen på hende én eneste gang og lagde mærke til noget, der fik ham til at græde.

Sophie var kommet til hospitalet alene. Hendes mand havde forladt hende flere måneder tidligere, efter at han havde fundet ud af, at hun var gravid.

Fødslen varede i flere timer, men til sidst fyldte den nyfødtes første skrig rummet. Alt var gået godt, og barnet var helt sundt.

Lægen tog forsigtigt barnet i sine arme for at give det til Sophie, men pludselig skete der noget mærkeligt.

Da han skulle række barnet over til hende, stoppede han op. Hans hænder rystede let. Han betragtede den nyfødtes ansigt, derefter den unge kvindes, og hans øjne blev fyldt med tårer.

— Doktor, er alt okay? spurgte Sophie bekymret.

Lægen nikkede, ude af stand til at sige noget i flere sekunder.

Så hviskede han med brudt stemme noget, der fik Sophie til at stivne.

Lægen havde lagt mærke til det lille modermærke på barnets arm.

Han genkendte straks, at det var identisk med det, hans søn havde – en søn, der var forsvundet mange år tidligere, og som han havde mistet al kontakt med.

Hans hjerte sank.

Sophie, som var bekymret, fulgte hans blik og spurgte, hvad der var sket.

Lægen tog en dyb indånding med tårer i øjnene og forklarede, at modermærket var det samme som hans søns, og at barnet derfor var hans barnebarn.

Sophie følte, hvordan verden svajede omkring hende.

Hun holdt sit barn tæt ind til brystet, mens lægen, dybt rørt, indså, at dette lille barn netop havde genforenet en familie, hvis bånd havde været tabt i mange år.