Sergenten var vendt hjem efter en lang periode i tjenesten, og han blev chokeret over det, han så i sit hjem.

Han havde forladt sin familie — sin kone og deres to børn — for at tage af sted på en mission.

Da tjenesten nærmede sig sin afslutning, talte han dagene, der skilte ham fra hjemkomsten, for han kunne ikke længere holde den lange adskillelse fra sin familie ud. Da ordren endelig kom om, at de kunne vende hjem fra en særlig mission, samlede han sine ting og skyndte sig hjem uden at spilde et eneste minut.

Hans uniform var omhyggeligt strøget, men tydeligt falmet, og hans støvler var dækket af støv fra fjerne egne.

Under hele rejsen tænkte han på det øjeblik, hvor han igen skulle se sin kones og sine børns ansigter, på varmen og trygheden i det øjeblik, hvor han endelig ville træde ind i sit hjem.

Han huskede de sidste breve, hvor hans datter fortalte om sin lillebror og hunden, som altid var der for at beskytte dem.

Men hans hjerte begyndte at slå hurtigere, da han kom ind på den gade, hvor deres lejlighed lå. Fra den øverste balkon bar vinden duften af brændte blade med sig, og gadens stille melankoli syntes at sige — noget var forandret.

Han rakte hånden ud for at åbne døren, men mærkede en let uro og frygt indeni — han vidste ikke, hvad der ventede ham derinde.

Da han trådte ind, så han børnene alene sammen med hunden, og hans kone var der ikke.

— Far…? — udbrød den lille pige, da hun sprang op, skælvende.

— Og hvor er mor? — spurgte sergenten roligt.

Pigen blev stående helt stille af frygt, og det, hun svarede, chokerede sergenten.

Sergenten blev stående helt stille, ude af stand til at holde den bølge af følelser tilbage, der skyllede ind over ham. Datteren holdt fast i hundens pote og kunne knap nok tale:

— Mor… er gået… med… — Ordene satte sig fast i hendes hals, men hendes blik sagde alt.

Sergenten tog et skridt frem og omfavnede sine børn tæt, mens hans hjerte hamrede så voldsomt, at det næsten virkede, som om det varslede en tragedie. Han forstod, at han skulle træffe en svær beslutning, men først måtte han finde ud af, hvad der var sket.

Hunden kom med en svag knurren, som om den kunne mærke sin ejers uro. Sergenten gik rundt i lejligheden og kiggede ind i hvert eneste rum: Alt var i orden, men der var intet spor af hans kone. På bordet lå der et brev — omhyggeligt foldet, som om hun havde ventet på, at han skulle komme.

Han tog det forsigtigt op, og hans øjne blev store: Han genkendte sin kones håndskrift, men indholdet ramte ham som en bølge af iskold kulde.

— Jeg kan ikke… — sådan begyndte brevet, og derefter fulgte ord, der forklarede, at hun havde været tvunget til at rejse for at beskytte børnene mod en fare, som han ikke havde kendt noget til under sin tjeneste.

Sergenten gik ned på knæ, omfavnede sine børn og så på dem med beslutsomhed. Han forstod, at tjenesten var slut, men den virkelige kamp begyndte nu — kampen for hans families sikkerhed og lykke.

Vinden uden for vinduet tog til, men nu bar den ikke længere uro med sig — den var blevet et symbol på en ny begyndelse, hvor faderen igen blev sine børns skjold, klar til at møde enhver prøvelse.