En bedstemor i gammelt tøj gik ind på en eksklusiv restaurant, og folk begyndte at grine ad hende og forsøgte at få hende smidt ud – men så skete der noget helt uventet.

Klokken var syv om aftenen. En ældre kvinde gik hen mod døren til byens fineste og dyreste restaurant.

Hun havde en slidt grå frakke på med en knap, der manglede, en enkel uldhue og gummistøvler. Hun så ud, som om hun ved en fejl var havnet det forkerte sted. Indenfor var stemningen en helt anden: mænd i smoking, kvinder i lange aftenkjoler, krystalglas, stearinlys og duften af udsøgte retter.

Så snart den ældre kvinde trådte over dørtærsklen, bredte der sig en akavet hvisken ved bordene. Nogen rullede med øjnene, mens en anden fnøs hånligt:

— Hvad laver den hjemløse her?

En servitrice kom hen til hende med et påtaget smil, målte hende fra top til tå og sagde:

— Beklager, men vi har desværre ingen ledige borde.

Alligevel stod flere borde tydeligt tomme.

Kvinden var allerede ved at vende sig om for at gå, da en anden tjener kom hen til hende – en ung mand med venlige øjne.

— Kom bare med, sagde han og trak en stol ud for hende. — Der er altid plads til en gæst hos os.

Den ældre kvinde blev et øjeblik helt overvældet, men nikkede taknemmeligt. Hun tog sin frakke af og lagde den forsigtigt over stoleryggen. Derefter satte hun sig. Men så skete der noget, ingen havde forventet.

Den unge mand gav hende menukortet. Efter et minut sagde hun roligt:

— Jeg vil gerne have andebryst med granatæblesauce, en cremet svampesuppe med porcini… og et glas god rødvin.

Tjeneren løftede let øjenbrynene.

— Undskyld, frue, men… alt her er ret dyrt.

Den ældre kvinde smilede svagt.

— Det ved jeg godt. Jeg har sparet op til det her i mange år. Alt gik til mine børn og børnebørn. Jeg hjalp dem, undværede selv og lagde lidt til side hver eneste gang. Men de har for længst glemt, hvem jeg er. De tager ikke længere telefonen, når jeg ringer. Nogle af dem har endda bedt mig om ikke længere at komme uanmeldt.

Hun tav et øjeblik og så ned på bordet. Derefter fortsatte hun:

— For nylig fortalte lægerne mig, at jeg har kræft. Et fremskredent stadie. Måske har jeg en uge tilbage, måske en måned. Og så tænkte jeg: Hvis det her er slutningen, så fortjener jeg i det mindste én eneste gang i mit liv at blive behandlet som et menneske. Ikke som en byrde. Som en gæst. Bare som en kvinde, der har råd til at invitere sig selv på en middag – ligesom i filmene.

Den unge mand stod tavst ved siden af hende. Hans øjne blev blanke. Han nikkede stille.

— Så bliver det her det bedste måltid i Deres liv. Det lover jeg Dem.

Han gik ud i køkkenet, og da han kom tilbage, havde han ikke kun hendes bestilling på bakken, men også en dessert „på husets regning“ og et glas af restaurantens fineste vin.

Hele aftenen spiste hun langsomt og nød hvert eneste øjeblik. Hun lyttede til livemusikken. I begyndelsen så gæsterne undrende på hende, men efterhånden var der ingen, der længere skænkede hende en tanke.