En dag tog hele klassen til et internat…

Læreren i zoologi kom til de yngre klasser og meddelte, at hun nu to timer om ugen ikke kun ville undervise i faget, men også stå for “den rette opdragelse” — lære børnene at elske dyr.

Børnene havde forventet noget helt andet: zoologiske haver, museer, udflugter. Men i stedet…

Hun tog dem med til et helt almindeligt internat — fattigt, overfyldt og fyldt med snesevis af ulykkelige katte og hunde.

Lugten var så slem, at mange rynkede på næsen allerede ved indgangen. Et par kvindelige frivillige med trætte ansigter og slukkede øjne forsøgte at klare de endeløse problemer og menneskers ligegyldighed.

Personalet var minimalt: tre ældre kvinder og deres leder — en streng, højtråbende kvinde med kommanderende væsen og et brændende blik.

Da hun hørte, at tredjeklasseseleverne var kommet for at “hjælpe”, tog hun straks kontrollen:

— Ret ind! Giv agt! Tæl op i to rækker!

Børnene blev stille og forstod, at her var der ingen spøg.

De næste to timer gik ikke med at lege eller beundre dyrene, men med at gøre rent — snavs, affald og madrester. Da bussen kørte dem tilbage til skolen, sov halvdelen af klassen af udmattelse.

Men næste dag brød en skandale ud. Forældrene, især de velhavende, eksploderede:

— Vores børn skal gøre rent?!
— Vi betaler for en eliteskole!
— De skal underholdes, ikke arbejde!
— Fyres! Fyres med det samme!

Der blev truet med at tage børnene ud af skolen, hvis læreren ikke blev fjernet.

Mørke skyer samlede sig over zoologilæreren. Rektoren, bogholderen og viceinspektøren diskuterede hektisk, hvad de skulle gøre. På den ene side en erfaren lærer, på den anden side presset fra forældrene.

Mens hendes skæbne blev afgjort, tog læreren et uventet skridt.

— Nå sådan? — sagde hun. — Så skal I få…

Og hun tog igen den samme klasse med til det samme internat.

Internatets leder, da hun så de kendte ansigter, råbte ikke denne gang. Tværtimod smilede hun:

— Jeg har hørt, hvad jeres forældre har gang i. Men pyt. Ikke alle er heldige med deres forældre. Det vigtigste er, at I selv bliver gode mennesker. Har jeg ret?!!!!

Klassen svarede i kor:

— Jaaa!

Denne gang var det anderledes. Børnene fik ikke koste og sække. Hver fik et dyr og blev sendt ud i gården for at gå tur.

Planen var tydeligvis gennemtænkt.

Alle fik deres eget dyr. Og én dreng fik to små, tynde grå killinger.

— Soldat!!! — råbte lederen. — Du får ansvaret for disse små forældreløse!

Drengen rettede sig op og gjorde honnør, som han havde set på tv. Killingerne kravlede straks op i hans arme og trykkede sig ind til ham.

— Åh, hvor er du god… — sagde kvinden rørt og tørrede en tåre væk.

Efter to timer skete noget uventet: klassen nægtede blankt at vende tilbage til skolen.

— Hvad mener I med, at I ikke vil?! Få så alle dyrene tilbage i burene! — råbte lederen, men børnene lo bare og løb rundt, mens de holdt deres pelsede venner tæt ind til sig.

De var ikke længere bange.

Et par timer senere ankom skolens ledelse. Med besvær fik de samlet børnene og sat dem i bussen. Læreren fik besked om, at hun var fyret.

Men allerede næste dag ændrede situationen sig brat. De samme forældre begyndte at ringe og møde op — nu med helt andre klager:

— Hvorfor har I taget hunden fra mit barn?
— På hvilket grundlag forbyder I ham at være sammen med dyr?
— Er det her vold?!

Alt blev vendt på hovedet.

Til sidst blev ledelsen nødt til at kalde læreren tilbage og endda arrangere regelmæssige ture til internatet — hver anden dag.

Forældrene begyndte at donere penge: til renovering, rengøring og dyrlæger. For dem var det ikke svært. Det vigtigste var, at børnene havde ændret sig — de blev roligere, venligere og holdt op med at skændes.

Og internatet forvandlede sig.

Den strenge leder gik nu rundt i rene gange blandt velplejede dyr, stolt med hænderne bag ryggen. Alt skinnede. Dyrene var fodret, behandlet og passet.

Hun kunne stadig råbe og skælde ud, men gjorde det på sin egen måde, så børnene oprigtigt kom til at holde af hende og gav hende kælenavnet “Big mama”.

Der var dog stadig ét lille problem.

Den samme dreng med de to killinger kunne kun overtale sin mor til at tage én med hjem.

De kom til internatet, og han førte hende hen til buret…

Og killinger er kloge væsener, tro mig. De forstod straks det hele.

Den ene begyndte at skubbe sin bror ned med poterne, mens den selv sprang op og mjavede klagende:

Som om den sagde: tag mig! Se, hvor god jeg er!

— Mor… — sagde drengen stille. — Hvordan kan vi skille dem ad? Skal vi tage den ene og lade den anden blive her?

Moderen blev stille. Hun var trods alt ikke kun streng, men også et menneske. Noget dybt inde i hende vågnede — et gammelt minde om dengang, hun selv havde haft lidt og vidste, hvad det betød at miste nogen.

— Tag dem, — sagde hun til sidst. — Tag dem begge…

Drengen vendte sig straks mod internatets leder. Hun stod lidt for sig selv og græd, mens hun tørrede tårerne væk med sine store hænder.

Han gik hen til hende og sagde:

— Big mama, vær sød ikke at græde. Alt er jo godt. Jeg vil ikke gøre dem noget. Jeg vil elske dem. Og jeg kommer tilbage og hjælper!

Hun blev endnu mere rørt. Hun løftede drengen op, krammede ham tæt og sagde:

— Tak, soldat. Sådan! — og kyssede ham på panden.

Han tog hurtigt begge killinger, satte dem forsigtigt i transportkassen og løb hen til bilen. Moderen blev et øjeblik stående, så på lederen og sagde stille:

— Tak. Han var helt umulig før… Se ham nu. Hvordan gjorde du?

Kvinden trak bare på skuldrene:

— Det er enkelt. Jeg behandler dem som mennesker. Så gør de det samme mod mig.

Moderen tog sin checkbog frem, skrev et stort beløb og rakte det til hende:

— Det er til internatet.

Så gik hun.

Men historien sluttede ikke der. Allerede næste dag brød en ny skandale ud. Man skulle tro, alt var godt nu — men nej.

De andre børn fandt ud af, at drengen havde fået lov til at tage to killinger…

Og så begyndte det.

Børnene gjorde oprør derhjemme og drev deres forældre til vanvid — og det viste sig, at de var ret gode til det. Til sidst gav mange forældre efter.

Sådan blev næsten alle dyrene fra internatet langsomt taget med hjem.

Dog stod burene ikke tomme længe — nye hjemløse dyr dukkede hurtigt op.

Internatets leder ringede til læreren og sagde kort:

— Tag nye soldater med. Hvem er den næste?

— Klasse C, — svarede hun.

Og det hele begyndte forfra…

Det er sådan set hele historien.

Åh ja… én ting til.

Gud give den strenge kvinde og hendes hjælpere sundhed. Styrke, tålmodighed og lykke. Og læreren også.

Åh, mennesker… mennesker…