Jeg klatrede op ad stigen for at save de tørre grene af træet, men min hund begyndte pludselig at gø vedholdende og trak mig ned i buksebenet. Først troede jeg, at han bare var blevet skør, eller at han legede og ved et uheld kunne skubbe mig ned fra stigen.

Jeg forsøgte at jage ham væk og blev endda vred på ham, men få sekunder senere skete der noget helt uventet.

Jeg var allerede halvvejs oppe ad stigen og rakte med beskæresaksen mod de tørre grene på det gamle æbletræ ved siden af huset. Morgenen havde føltes mærkelig lige fra begyndelsen. Himlen var dækket af tunge grå skyer, luften stod stille og var fugtig, som om et kraftigt regnvejr var på vej. Jeg kunne mærke, at vejret var ved at ændre sig, men besluttede alligevel at gøre arbejdet færdigt, fordi de tørre grene burde være blevet fjernet for længe siden.

Jeg havde allerede stillet stigen op om morgenen, lænet den forsigtigt mod stammen og kontrolleret, at den stod stabilt. Jeg klatrede et par trin op og skulle lige til at klippe den første gren af, da jeg pludselig mærkede, at nogen trak mig i bukserne bagfra.

Jeg vendte mig om og blev endda lidt forvirret.

Min hund forsøgte at klatre op ad stigen bag mig. Hans poter gled på de metaltrin, hans kløer skrabede mod metallet, og hans øjne var vidt åbne og rettet direkte mod mig.

— Hej, hvad laver du? — sagde jeg med et nervøst smil. — Gå ned.

Jeg viftede med hånden i håb om, at han ville gå væk, men hunden gik ikke. Tværtimod kom han tættere på, satte forpoterne på stigen og greb pludselig mit bukseben med tænderne.

Han begyndte at trække. Hårdt.

Jeg blev forskrækket og mistede næsten balancen.

— Er du blevet gal? Slip! — sagde jeg vredt.

Men han slap ikke. Hunden trak mig nedad, satte poterne fast og fortsatte med at gø, som om han for enhver pris ville stoppe mig.

Først blev jeg vred, men efter nogle sekunder forstod jeg, at det slet ikke lignede leg. Han havde aldrig opført sig sådan før. Der var noget andet i hans øjne.

Som om han forsøgte at fortælle mig noget.

Jeg prøvede at klatre op igen, men hunden rykkede straks i mit bukseben og trak så hårdt, at jeg instinktivt greb stigen med begge hænder.

Jeg sukkede dybt og begyndte at klatre ned.

— Okay, det er nok — mumlede jeg. — Hvis du ikke falder til ro, låser jeg dig inde.

Hunden sænkede hovedet, som om han følte sig skyldig, men alligevel førte jeg ham hen til hundehuset og lukkede døren. Jeg troede, at jeg nu roligt kunne afslutte arbejdet.

Men netop i det øjeblik skete der noget, som fik mig til at stivne af skræk, og pludselig forstod jeg, hvorfor min hund havde opført sig så mærkeligt.

Jeg gik tilbage til stigen og satte foden på det første trin. Og i samme øjeblik lød der et skarpt knæk over mit hoved.

Lyden var høj og tør, som om noget blev brækket over. Instinktivt kiggede jeg op. Og jeg så, hvordan en enorm tør gren løsrev sig fra træet.

Den faldt præcis dér, hvor mit hoved havde været et sekund tidligere. Grenen slog hårdt mod jorden, knækkede i flere stykker og landede kun få centimeter fra mig.

Mine ben blev straks svage. Jeg stod ved siden af stigen og stirrede på den enorme brækkede gren, mens mit hjerte bankede så hårdt, at jeg kunne høre det i ørerne.

Og først dér forstod jeg det. Min hund forstyrrede mig ikke. Han forsøgte at stoppe mig.

Han havde mærket faren før mig. Måske havde han hørt knaget i træet eller mærket, at grenen kunne knække når som helst. Jeg vendte mig langsomt mod hundehuset.

Hunden kiggede på mig gennem gitteret. Hans øjne var opmærksomme og rolige, og hans hale bevægede sig forsigtigt fra side til side, som om han ventede på, at jeg endelig skulle forstå.

Jeg gik hen til ham, åbnede døren og satte mig på knæ ved siden af ham. Hunden trykkede sig straks ind til mig.

Jeg lagde armene om hans hals og sagde stille:

— Du reddede mit liv.

Siden den dag har jeg aldrig mere ignoreret hans instinkter.