Jeg vågnede af en mærkelig lyd fra badeværelset. Efter et par sekunder stod det klart: min nye, flotte og ikke billige vandhane havde besluttet, at den i dag ville arbejde efter sine egne regler. En tynd stråle sprøjtede ud til siden og spredte sig selvsikkert over håndvasken.

Panikken kom hurtigt. Jeg greb nogle håndklæder, lukkede for vandet og satte mig på kanten af badekarret og prøvede ikke at bande højt.

Jeg er ikke sådan en kvinde, der straks råber på hjælp. Jeg kan godt holde en skruemaskine og skrue en hylde op. Men VVS er for mig et område, hvor man ikke skal lege helt. Ét forkert skridt – og så er det naboerne nedenunder, der må renovere.

Jeg gik ind i appen for håndværkere, beskrev problemet og trykkede på “bestil”.

Da de ringede tilbage, lød stemmen mærkeligt bekendt. Men i sådan et øjeblik analyserer man ikke tonefald. Man vil bare have, at det stopper med at lække.

En time senere ringede det på døren. Jeg åbnede – og stivnede.

På dørtærsklen stod min eksmand. Mark. Manden, der for syv år siden pakkede sine ting, sagde at jeg var blevet kedelig og gik til en “ung, let og inspirerende” pige.

Vi havde ikke set hinanden i alle de år. Vores søn var blevet voksen, der var ikke længere brug for børnebidrag. Han ønskede mig ikke engang tillykke på helligdage. I mit liv eksisterede han simpelthen ikke.

Og nu stod han i min entré med en værktøjskasse.

Ældet. Afmagret. Med gråt ansigt og trætte øjne. I en arbejdsjakke med masser af lommer og slidte sko.

Og jeg stod i min nye lejlighed, som jeg selv havde betalt for og selv renoveret.

— Anna? kneb han øjnene sammen. — Er det virkelig dig?

— Det er mig. Kom ind, nu hvor du alligevel er her.

Jeg blev selv overrasket over min ro. Indeni var alt spændt, men udadtil var jeg helt samlet.

Han gik stille ind på badeværelset uden engang at prøve at småsnakke. Han arbejdede hurtigt og sikkert. Ti minutter senere stoppede vandet med at dryppe, og rummet blev stille igen.

— Du har det hyggeligt her, sagde han og tørrede hænderne. — Man kan se, at du har lagt meget arbejde i det.

— Hvor meget skylder jeg?

Han tøvede og kløede sig i nakken.

— Tja… skal vi ikke tage en kop te? Vi er jo ikke fremmede.

Jeg nikkede. Jeg blev selv nysgerrig efter, hvad der ville ske nu.

I køkkenet stoppede han op, satte sig langsomt ved bordet og lod hånden glide over bordpladen.

— Du lever godt, sagde han uden at skjule sin misundelse.

— Helt okay, svarede jeg. — Jeg arbejder. Lever roligt.

— Og kærlighedslivet? spurgte han. — Har du giftet dig igen?

— Nej. Jeg har det fint, som det er.

Han nikkede, tog en slurk te og begyndte pludselig at tale. Om hvordan alt var gået galt for ham. Hvordan den “unge og inspirerende” viste sig at være for krævende. Hvordan han måtte flytte ud, hvordan han nu boede hos sin mor igen og tog midlertidige jobs.

Jeg lyttede stille.

Så rejste han sig, gik rundt i rummet og kiggede på sofaen, på tv’et og på vinduerne.

— Det er hyggeligt her, sagde han i en anden tone. — Man kan virkelig mærke, at der er en husmor her.

Han vendte sig mod mig, og i hans blik glimtede noget ubehageligt.

— Du ved, Anna, begyndte han blidt. — Jeg tænkte… måske er det et tegn. Vi er jo begge alene. Du bor alene, jeg også. Hvorfor gøre det så kompliceret?

Jeg sagde ikke noget.

— Man kan jo begynde forfra, fortsatte han. — Glemme det hele. Jeg har forstået meget. Dengang var vi unge og dumme.

Han holdt en pause og tilføjede:

— Måske kan jeg bo hos dig? En kvinde har jo brug for en mand i huset. En husets herre. Jeg kan hjælpe til – derhjemme, med renovering. Det er jo nemmere sammen.

Jeg rejste mig langsomt fra stolen.

— Så du foreslår, at jeg skal tilgive dig og lade dig flytte ind? spurgte jeg roligt.

— Ja, sagde han selvsikkert. — Vi er jo voksne mennesker. Man må kunne tilgive.

Jeg så på ham og forstod pludselig meget tydeligt, hvad jeg følte. Ikke bitterhed. Ikke smerte. Men forundring over, hvordan nogle mænd oprigtigt tror, at verden altid står i gæld til dem.

— Mark, sagde jeg. — Tag din kasse.

— Hvad?

— Bogstaveligt talt. Tag dine værktøjer og gå.

Han blev helt paf.

— Mener du det alvorligt? Tænk dig om. Det er svært at være alene. Hvem skal hjælpe dig? Hvem skal beskytte dig?

— Farvel, sagde jeg og åbnede døren.

Han mumlede noget om utaknemmelighed og min karakter, men jeg lyttede allerede ikke længere.

Da døren lukkede, lænede jeg mig op ad væggen og åndede ud.

I spejlet så jeg en kvinde, der selv havde bygget sit liv. En kvinde, som ikke venter på nogen “herre” og ikke behøver tilladelse til at være lykkelig.

Nogle gange kommer eks’er tilbage netop når det endelig går godt for dig. Som om et signal pludselig bliver aktiveret i dem.

Og hver gang siger de det samme:
“Lad os begynde forfra.”

Hvad ville du have gjort i min situation? 🤔