De tog hunden med ind for at tage afsked med sin ejer før en farlig operation, men pludselig begyndte hunden at gø voldsomt og bed lægen: Alle blev chokerede, da de hørte årsagen.

Lægerne sagde, at operationen var nødvendig. Det var ikke længere muligt at vente. Tumoren voksede alt for hurtigt. Chancerne for at overleve var kun tyve procent. Lægerne var klare i deres udmelding: Enten blev hun opereret nu, eller også ville det være for sent om nogle få måneder. Men kvinden vidste, at hun måske aldrig ville vågne igen, og derfor bad hun om at få lov til at se sin hund én sidste gang.

– Vær sød … sagde hun med skælvende stemme. – Lad mig se min hund … før I går i gang.

Lægerne så på hinanden. Kvinden var 43 år gammel. Enlig. Ingen familie, ingen børn. Kun hendes hund – en gammel, trofast schæferhund ved navn Greta. De havde boet sammen i mere end ti år. Greta havde været ved hendes side gennem de sværeste perioder i hendes liv – efter hun mistede sine forældre, efter skilsmissen og under sygdom.

– Ti minutter, sagde en af lægerne modvilligt.

Da Greta blev ført ind, blev hun først forvirret over lugtene og de hvide hospitalsvægge, men kort efter genkendte hun sin ejer og løb straks hen til hende.

– Hej, min pige, sagde kvinden, mens hun strøg hendes bløde pels. Tårerne faldt ned på hendes hænder. – Undskyld … Undskyld, fordi jeg efterlader dig. Jeg er bange, men det behøver du ikke at være. Min kloge pige, jeg elsker dig så højt.

Hunden krøb helt ind til hende og stod stille et øjeblik. Men så pludselig … blev hun opmærksom.

Greta knurrede. Det var ikke en lyd af frygt. Kvinden satte sig forundret op, da hun så, hvordan hendes trofaste hund stillede sig mellem hende og lægerne, som kom ind i stuen med båren.

– Greta, hvad laver du? Stille! råbte hun forskrækket. Men hunden blev ved med at knurre.

En af lægerne tog et skridt frem for at køre kvinden til operation, men Greta sprang pludselig frem – og bed lægen i armen. Det havde hun aldrig gjort før …

Lægerne blev chokerede, da de fandt ud af, hvorfor hunden opførte sig sådan.

– Få hunden væk! råbte sygeplejerskerne.

Kvinden stirrede lammet på det, der skete. Greta gøede og hylede, forsøgte at rive sig fri, som om hun ville fortælle noget vigtigt, noget presserende, noget som kun hun kunne forstå.

Og så forstod kvinden det.

– Vent, sagde hun anstrengt. – Jeg … jeg vil ikke opereres længere. Lav en ny undersøgelse. Med det samme.

– Det er vanvittigt, sagde lægen, mens han holdt sin forbundne arm. – Du sætter dit liv på spil!

– Jeg kan mærke det … Jeg er nødt til at være helt sikker. Hun … hun mærker noget. Min hund har aldrig opført sig sådan før.

Samme aften foretog de nye undersøgelser. Nye scanninger. En ny MR-scanning.

De kunne ikke tro deres egne øjne. Ingen af lægerne.

Tumoren var væk. Fuldstændig. Ikke det mindste spor tilbage. Som om den aldrig havde eksisteret.

En uge senere gik hun igen tur med Greta i parken. Uden drop. Uden sting. Uden frygt.

Hun knælede ned foran hunden og pressede sit hoved ind mod dens bryst.

– Du reddede mit liv. Du vidste det. Hvordan?..

Greta sukkede stille, slikkede hendes kind og lagde sit hoved på hendes skulder.