Helena vendte hjem efter et møde med sin elsker. Hun kastede et blik på uret og tænkte:
— Wow, det er allerede næsten midnat! Min Anders sover sikkert for længst og spørger ikke engang, hvor jeg har været. Og det passer mig helt fint. I morgen tidlig fortæller jeg ham alt og tager hjem til min mor. Nu er det slut…

Hun låste sig ind — lejligheden var stille. På køkkenbordet lå en seddel:
“Helena, der er mad i mikrobølgeovnen. Jeg er hos min søster, hun er blevet syg. Godnat…” — skrev Anders.

Helena var allerede på vej i seng, men pludselig lagde hun mærke til en blå mappe. Hun åbnede den og skimtede dokumenterne — og stødte på noget helt uventet…

Da Helena flyttede ind hos Anders, boede der allerede et ægtepar i nærheden — Maria og Jørgen. Venlige, høflige mennesker, altid klar til at hjælpe. Maria inviterede dem ofte på besøg:
— Helena, kom forbi med Anders, jeg har bagt Jørgens yndlingskager.

Når hun så dem, kunne Helena ikke forstå:
— De er ikke længere unge, men der er så meget varme og respekt imellem dem… det kan mærkes med det samme.

De havde en voksen søn, en familie og barnebarnet Arthur, og årene havde kun styrket deres forhold. Selv på pensionen beundrede folk stadig Jørgen:
— Sikke en mand du har! Trofast, kærlig, I to er som én. Hvad er jeres hemmelighed?

Maria smilede bare, og Jørgen svarede alvorligt:
— Jeg har aldrig haft behov for at se på andre. Det er ydmygende — både for min kone og for mig. Jeg elsker min Maria, og hun elsker mig. Og kærlighed… den bliver bestemt deroppefra.

Deres temperament var forskelligt: Maria var følelsesladet, Jørgen rolig og mild. Men de skændtes næsten aldrig. De blev hurtigt forsonet, og Maria bar aldrig nag.
— Maria, hvad skændtes vi egentlig om? — kunne Jørgen spørge.
— Jeg kan ikke huske det, glem det, — lo hun.

Hun sagde til veninderne:
— Hvis han ikke er hjemme i en time, savner jeg ham allerede. Og han kan heller ikke undvære mig. Vi er altid sammen.

Når hun blev spurgt om hemmeligheden bag deres forhold, sagde Maria:
— Hvis du elsker en mand, er han både din ven, din helt og din lærer. Men man skal selv blive “den eneste” — stærk og blid, tålmodig og klog, og huske at le sammen.

På sin 67-års fødselsdag blev Maria lidt syg. Hun var ked af, at festen måske blev aflyst, men Jørgen beroligede hende og sendte hende i seng. Da hun vågnede, duftede hele køkkenet af mad — Jørgen og barnebarnet Arthur lavede festmiddag. Hun blev oprigtigt rørt. Deres liv var som en harmonisk melodi.

Helena troede ikke på sådan kærlighed. Maria havde engang sagt:
— Helena går som en dronning, og Anders er enkel, selvom han er klog. De passer mærkeligt sammen.

Helena elskede sig selv og nød andres beundring. Hun havde giftet sig ung og havde senere forsøgt at “indhente det forsømte”. Anders, optaget af videnskab, virkede ikke vigtig nok for hende, og hun begyndte at søge opmærksomhed andre steder. Først med skyldfølelse, senere vant. Hun elskede følelsen af magt og gaver fra mænd.

Men så forelskede hun sig virkelig i Svend. Han gav hende alt det, hun drømte om, og kaldte hende sin dronning.
— Nu er det slut med det gamle liv, — besluttede hun.

På vej hjem tænkte hun kun på Anders med irritation — han glædede sig over simple ting, som solopgange og dyr, og lagde slet ikke mærke til hendes liv.

Da hun kom hjem, læste hun igen sedlen og tænkte ligegyldigt, at han ikke engang var til stor hjælp for sin syge søster. Men den blå mappe fangede hendes blik. Anders havde skjult den godt.

Indeni lå medicinske papirer. Da hun læste dem, forstod Helena, at hendes mand var alvorligt syg. Undersøgelserne var fra et halvt år siden — præcis dér begyndte han at ændre sig. Hun ringede til ham, men telefonen var slukket. Pludselig gik det op for hende, at hun havde set ham tage medicin uden nogensinde at spørge hvorfor.

Den nat sov hun ikke. Hun bad, huskede deres ungdom, biografture, kys og det simple ringe, han havde købt for sin løn.
— Ingen har elsket mig som Anders… — tænkte hun.

Næste dag sagde hun til ham:
— Jeg ved det hele. Vi tager på klinikken sammen.
Han svarede stille:
— Undskyld…
— For hvad?
— For at gøre dig bekymret…
Hun græd:
— Nej, det er mig, der skal undskylde. Nu bliver alting anderledes…

Desværre sker mirakler sjældent. Anders døde. Men den tid, de havde tilbage, tilbragte de sammen i kærlighed. Efter hans død ændrede Helena sig. Hun blev roligere, fandt troen, begyndte at hjælpe andre og rejste til klostre. Livet mistede sin tidligere mening — kun håbet om at mødes med Anders i evigheden var tilbage.

Naboerne undrede sig over forandringen. Jørgen sagde ofte til Maria:
— Man skulle have elsket sådan, mens man havde tiden…

Men ikke alle er så heldige at få en kærlighed, der varer hele livet og ikke slukkes med årene.